Gennemlæst og redigeret af hele gruppen
Stigma defineres som usædvanlige og unormale handlinger samt opførsel hos et menneske. Der kan både opstå stigma der tydes af andre, men bæreren kan også skabe stigma af sig selv. Stigma opstår i et bestemt fællesskab, kultur eller samfund.
Stigmatisering opfattes som den proces, hvor der gennem interaktion skabes stigma i en bestemt kontekst.
Når man taler om stigma, er jeg-identiteten central. Jeg-identiteten er den subjektive oplevelse af sin egen situation og sin personlige kontinuitet. Man kan sige at jeg-identiteten er den stigma den stigmatiserede oplever om sig selv, og hvordan jeg’et håndterer selve oplevelsen.
Der findes to former for stigmatisering:
- Primær stigmatisering omhandler den stigmatiserede som oplever stigmatiseringen i form af skam, skyld, selvforagt, mindreværd, depression eller ensomhed.
- Sekundær stigmatisering opleves og bæres af pårørende, som oplever stigmatiseringen som skyld, byrder, en oplevelse af utilstrækkelighed og selvbebrejdelse.
Stigmatiserings- og stemplingsteorien
Erving Goffman (1963) definerer stigma som en uønsket egenskab, som ofte overskygger personens andre egenskaber. Goffman har udviklet en model til at belyse den proces der sker, når stigmatisering opstår. Det er centralt at stigma ikke er et fænomen, men afhænger i stor grad af hvilken kontekst den indgår i. Stigma og stigmatisering er en del af det sociale liv, og alle bærer og udpeger stigma i forskellige kontekster. Ifølge Goffman opstår stigma når der er uoverensstemmelse mellem den enkeltes virtuelle sociale identitet og den egentlige sociale identitet. Goffman beskriver tre typer af stigma:
- Den kropslige stigma, tydelige tegn som signalerer en persons abnormalitet som derfor er svær at skjule, f.eks. handicap.
- Karaktertræk, som er usynlige tegn, der ikke kan ses med det blotte øje. Det gælder f.eks. prostituerede.
- ”Tribal” stigma, som er stigma omkring race, nationalitet eller religion.
Goffman snakker også om den såkaldte miskrediterings proces:
Den diskrediterede har et umiddelbart synligt handicap, hvor der sker en spænding i mødet med andre. Den miskrediterede ved derfor hvordan andre vil reagere baseret på erfaringer.
Den potentielt diskrediterede omhandler personen hvor ”skaden ikke er sket” endnu. Man forsøger at have kontrol over de informationer man giver. Man tænker at andre tænker om en på en bestemt måde og vælger derfor at blive væk fra situationen.
Goffman beskriver også selve håndterings-processen. Her taler han om at den stigmatiserede lærer “at passere”. Den diskrediterede eller potentielt diskrediterede forsøger at opnå en accept og fordre det at blive en del af de normales fællesskab. Dette kan medføre en følelse af vedvarende angst, som kan føre til depression, og til en splittelse af to forskellige identiteter.
Den amrikanske teoretiker og sociolog Howard Becker Outsiders (1963) har udviklet en model omkring stemplingsprocessen, som illustrerer hvordan mennesker definerer situationer, personer, processer og begivenheder som afvigende og problematiske.
Først sker tilblivelsen, hvor der sker en konkret handling. Herefter sker selve stemplingen, hvor observatørerne oplever handlingen som afvigende og derved stempler den som unormal. Herefter er afvigelsen skabt, og det handler herefter om hvordan man lever med det efterfølgende.
Howard Becker Outsiders har yderligere udviklet en dynamisk 4-ledsmodel om afvigerkarriere. Her sker der enten en inklusions eller eksklusions-proces af selve handlingen, som opleves som afvigende. Først opleves personen som normal, herefter foretages en handling hvor andre fremstår som observatører. Herefter accepteres rollen af den handlende person, hvorefter denne rolle til sidst optages i kulturen.
Krænkende handlinger
Den der oplever stigmatiseringen kan opleve krænkende handlinger. Dette omfatter:
Oplevelsen af disse krænkelser medfører en gradvis nedbrydelse af selvet, hvor patienterne ofte udtaler: ”Jeg kender ikke mig selv på denne måde”.
Når patienter oplever krænkende handlinger, vil det ofte have konsekvenser. Dette betyder at patienterne ofte benytter sig af tilpasningsstrategier:
Patienten kan også benytte sig af de sekundære tilpasningsformer, hvor de klarer sig med det de har, som f.eks. hverdagens midler eller private gemmesteder.
Stigmatisering og vores case
Patientens perspektiv
Patienten i vores case er indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, grundet en dysreguleret diabetes som gør han lider af retinopati, neuropati og nefropati, derudover har han fået amputeret begge ben.
Patienten kan opleve den primære stigmatisering, da han er indlagt grundet dysreguleret diabetes, og på den måde kan føle han bærer skylden selv. Han oplever at være terminalerklæret, fordi han i sine tidligere år ikke har taget sin sygdom alvorlig.
Han udviste ofte skam og en følelse af mindreværd i sine udtalelser - han udtalte i forbindelse med en amputering: ”Jeg ved godt det er min egen skyld, men hvor gør det bare ondt”.
Patienten oplever den kropslige stigma som Goffman taler om, da han har amputeret begge ben og dermed har et synligt handicap, som er en afvigelse fra normalen. Derudover er han blind.
Patienten oplever den spænding Goffman omtaler, i mødet med andre, og han ved næsten på forhånd hvordan andre vil reagere. Han udtalte på et tidspunkt at: Selvom han er blind, kunne han mærke hvordan andre kiggede på ham. Han fortalte at følelsen af at være handicappet blev forstærket, når han var ude blandt folk i offentligheden, fordi folk flyttede sig, holdte døren og sagde undskyld uden grund. Det viser også, at andre personer omkring ham netop stigmatiserer ham ud fra hans udseende.
Patienten har en opfattelse af sig selv – jeg-identiteten, som er den måde han tænker om sig selv. Når han møder andre som stigmatiserer ham, og selve stemplingsprocessen sker, kan han opleve det som meget krænkende. Hvis han i forvejen har en negativ stigmatisering af sig selv, kan den blive forstærket i mødet med andre.
Pårørende til patienten oplever også en stigmatisering, som omhandler den sekundære stigmatisering. De pårørende føler måske en skam over hvor slemt det er gået patienten, og kan føle en utilstrækkelighed fra deres side – de har ikke været i stand til at kunne hjælpe ham og bebrejder sig selv for ikke at have gjort mere.
Sygeplejerskens perspektiv
Den professionelle som arbejder omkring vores patient, sætter også en stigmatisering. Hun har, inden hun møder patienten, læst hans journal og sætter ham måske allerede inden mødet i en boks – ”okay, han er en af de amputerede” og påfører ham derfor en krænkende handling i og med hun kun ser diagnosen og ikke individet bag. Patienten vil prøve at tilpasse sig situationen, eller har måske oplevet denne stigmatisering før. Patienten oplevede at være meget autonom, og nægtede ofte at adlyde – det kan måske udspringe fra, at han oplever, at personalet ser hans diagnose og ikke ham som individ, og yderligere er det måske hans måde at håndtere situationen på.
Først sker tilblivelsen, hvor der sker en konkret handling. Herefter sker selve stemplingen, hvor observatørerne oplever handlingen som afvigende og derved stempler den som unormal. Herefter er afvigelsen skabt, og det handler herefter om hvordan man lever med det efterfølgende.
Howard Becker Outsiders har yderligere udviklet en dynamisk 4-ledsmodel om afvigerkarriere. Her sker der enten en inklusions eller eksklusions-proces af selve handlingen, som opleves som afvigende. Først opleves personen som normal, herefter foretages en handling hvor andre fremstår som observatører. Herefter accepteres rollen af den handlende person, hvorefter denne rolle til sidst optages i kulturen.
Krænkende handlinger
Den der oplever stigmatiseringen kan opleve krænkende handlinger. Dette omfatter:
- Rolleberøvelse/role dispossesion, hvor personen berøves muligheden for at vælge og planlægge egne oplevelser.
- Omprogrammering/trimning, hvor bestemte procedurer transformerer patienten til et objekt og man ser ikke individet men i stedet sygdommen/diagnosen.
- Idendity kit/berøvelse af identitetsudstyr, hvor personlige ejendele fratages personen, eller patienten nægtes at anvende forskellige midler under en indlæggelse.
- Tvungen indtagelse af ydmygende bevægelser og attituder.
- Bevægelser og handlinger, der virker krænkende på sig selv, men som er påkrævet at udføre under indlæggelse, fx temperaturmåling eller nedre hygiejne.
- Man kan ikke selv planlægge handlinger i sit livsforløb.
Oplevelsen af disse krænkelser medfører en gradvis nedbrydelse af selvet, hvor patienterne ofte udtaler: ”Jeg kender ikke mig selv på denne måde”.
Når patienter oplever krænkende handlinger, vil det ofte have konsekvenser. Dette betyder at patienterne ofte benytter sig af tilpasningsstrategier:
- Situationel tilbagetrækning, hvor patienten gennem fantasi drømmer sig væk fra institutionslivet.
- Fastsætte en uoverskridelig grænse, hvor patienten vil hævne sig eller nægte at adlyde hvis han oplever, at hans grænser bliver overskredet.
- Kolonisering, hvor patienten glemmer det virkelige liv udenfor.
- Omvendelse, hvor patienten overtager de ansattes syn på sig selv og opfører sig som den perfekte patient.
Patienten kan også benytte sig af de sekundære tilpasningsformer, hvor de klarer sig med det de har, som f.eks. hverdagens midler eller private gemmesteder.
Stigmatisering og vores case
Patientens perspektiv
Patienten i vores case er indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, grundet en dysreguleret diabetes som gør han lider af retinopati, neuropati og nefropati, derudover har han fået amputeret begge ben.
Patienten kan opleve den primære stigmatisering, da han er indlagt grundet dysreguleret diabetes, og på den måde kan føle han bærer skylden selv. Han oplever at være terminalerklæret, fordi han i sine tidligere år ikke har taget sin sygdom alvorlig.
Han udviste ofte skam og en følelse af mindreværd i sine udtalelser - han udtalte i forbindelse med en amputering: ”Jeg ved godt det er min egen skyld, men hvor gør det bare ondt”.
Patienten oplever den kropslige stigma som Goffman taler om, da han har amputeret begge ben og dermed har et synligt handicap, som er en afvigelse fra normalen. Derudover er han blind.
Patienten oplever den spænding Goffman omtaler, i mødet med andre, og han ved næsten på forhånd hvordan andre vil reagere. Han udtalte på et tidspunkt at: Selvom han er blind, kunne han mærke hvordan andre kiggede på ham. Han fortalte at følelsen af at være handicappet blev forstærket, når han var ude blandt folk i offentligheden, fordi folk flyttede sig, holdte døren og sagde undskyld uden grund. Det viser også, at andre personer omkring ham netop stigmatiserer ham ud fra hans udseende.
Patienten har en opfattelse af sig selv – jeg-identiteten, som er den måde han tænker om sig selv. Når han møder andre som stigmatiserer ham, og selve stemplingsprocessen sker, kan han opleve det som meget krænkende. Hvis han i forvejen har en negativ stigmatisering af sig selv, kan den blive forstærket i mødet med andre.
Pårørende til patienten oplever også en stigmatisering, som omhandler den sekundære stigmatisering. De pårørende føler måske en skam over hvor slemt det er gået patienten, og kan føle en utilstrækkelighed fra deres side – de har ikke været i stand til at kunne hjælpe ham og bebrejder sig selv for ikke at have gjort mere.
Sygeplejerskens perspektiv
Den professionelle som arbejder omkring vores patient, sætter også en stigmatisering. Hun har, inden hun møder patienten, læst hans journal og sætter ham måske allerede inden mødet i en boks – ”okay, han er en af de amputerede” og påfører ham derfor en krænkende handling i og med hun kun ser diagnosen og ikke individet bag. Patienten vil prøve at tilpasse sig situationen, eller har måske oplevet denne stigmatisering før. Patienten oplevede at være meget autonom, og nægtede ofte at adlyde – det kan måske udspringe fra, at han oplever, at personalet ser hans diagnose og ikke ham som individ, og yderligere er det måske hans måde at håndtere situationen på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar