Opsamlende indlæg - Organisation og ledelse

Udarbejdet af Maika, Simone, Camilla, Fie og Katrine


Sundhedsvæsenets organisering

For at kunne fordre det sundhedsfaglige arbejde har regeringen opstillet 7 nationale mål, for at kunne sikre et optimalt niveau indenfor sundheden i Danmark.

1. Den sociale ulighed i sundhed skal mindskes
2. Flere børn skal trives og have god mental sundhed
3. Flere voksne skal trives og have god mental sundhed
4. Flere skal vælge et røgfrit liv
5. Færre skal have et skadeligt alkoholforbrug og alkoholdebuten skal udskydes blandt unge
6. Færre børn skal være overvægtige
7. Flere skal bevæge sig mere i dagligdagen 

Sundhedsvæsenet opgave er at arbejde hen imod de 7 nationale mål for sundhed. Som sundhedsprofesionelle må vi være med til at arbejde mod disse mål. Det betyder vi skal have det med i vores overvejelser i plejen af vores patient, der som beskrevet er ryger. Det er, rent sundhedprofessionelt set, vores opgave at motivere til og informere omkring rygestop, omvendt har vi også en forpligtelse til at sikre hans trivsel, hvor rygning netop er en bærende faktor. Det er altså vores udfordring at balancere dette i plejen.


Sundhedsvæsenet inddeles i:

• Staten, som har til formål at:
• Fastlægge overordnede sundhedspolitiske værdier, mål og rammer
• Samarbejde med regioner og kommuner ved fastsættelse af økonomiske rammer, rådgivning og oplysningsvirksomhed
• Regulere og holde opsyn med sundhedsvæsenet og sundhedspersoner
• Regioner, som har til formål at:
• Varetage drift og udvikling af sygehuse, praktiserende læger inkl. sygesikring samt den behandlende psykiatri
• Sikre en landsdækkende koordinering og special planlægning mellem sygehus/læger i de forskellige regioner 
• Sikre systematisk opfølgning af kvalitet, effektivitet og it-anvendelse inden for sundhedsvæsenet på baggrund af nogle fælles standarder
• Kommuner, som har til formål at:
• Varetage forebyggelse, pleje- og genoptræning, der ligger uden for hospitalsindlæggelse
• Etablere forebyggelses- og genoptræningstilbud, fx i form af sundhedscentre

For at sikre et tilfredsstillende samarbejde i sundhedsvæsenet, er der et krav om en lovpligtig sundhedsaftale kommuner og regioner imellem. Denne aftale henvender sig til at kunne udfolde de politiske visioner, om at skabe et sundhedsvæsen som er tilfredsstillende for alle borgere.
Vores patient er indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, hvilket hører under regionen, da han blandt andet er på orlov i eget hjem, styres dette af den kommunale sektor. Man kunne forestille sig at patienten har en åben indlæggelse, da han er terminalerklæret. Denne organiseres ligeledes af regionen. Normalt skal en patient henvises af egen læge, altså kommunen, for at blive indlagt i regionen.



Statens finansiering

LEON princippet betyder “laveste effektive omkostningsniveau”.

Figuren viser LEON princippet, hvor borgeren har frit valg om hvilken praktiserende læge de vil have. Hvis patienten bliver syg og tager til lægen, så kan lægen henvise til enten en speciallæge eller et alment sygehus. Hvis patienten fejler noget mere kompliceret, end hvad det almene sygehus har kompetencer til, så kan det almene sygehus henvise til enten til et privat sygehus eller et specialiseret sygehus. Derudover kan både den praktiserende læge, det almene sygehus, privat sygehus og det specialiserede sygehus henvise til primærsektoren. 

 




Staten bestemmer hvor stor en blok (bloktilskud) der skal ud til regionerne (80%) og kommunerne (20%). Det kan svinge i skat, alt afhængig af hvilke specialafdelinger der er indenfor de forskellige kommuner.

Kommunerne betaler et grund bidrag til regionerne. Hvis kommunen ikke tager deres patienter "hjem", altså hvis hjemmeplejen ikke kan tage imod patienten, så skal kommunen ydermere betale for patientens ophold på sygehuset. Derfor er kommunerne er begyndt at lave flere akutpladser, og akutteams, som kan tage patienterne “hjem” fra sygehusene, så kommunen ikke skal betale deres ophold på sygehuset, da dette er meget dyre.



Sundhedssektorens instanser

Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen er den øverste sundhedsfaglige myndighed i Danmark, og har bl.a. til formål at rådgive sundhedsministeren samt andre statslige, regionale og kommunale myndigheder, omkring sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse samt sygdomsbehandling.

Sundhedsstyrelsen godkender og kontrollerer lægemidler, de holder tilsyn over medicinsk udstyr samt tilrettelægger apoteksstrukturen i Danmark. Sundhedsstyrelsen udfører deres opgaver i tæt samarbejde med EU’s andre lande.


Styrelsen for patientsikkerhed

Styrelsen for patientsikkerhed har til opgave at:

• Føre tilsyn med autoriserede sundhedsfaglige personer og organisationer.
• Udstede autorisationer til både danske og udenlandske faggrupper.
• Meddele ret til selvstændigt virke for læger, tandlæger og kiropraktorer.
• Udstede speciallægeanerkendelser til de 38 lægelige specialer.
• Afgøre klager.
• Varetage den centrale administration af rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser.
• Vejlede om rettigheder til sygehjælp udenlandsk efter dansk lovgivning, EU-regler samt andre internationale aftaler.

Yderligere er Styrelsen for Patientsikkerhed sekretariat for:

• Sundhedsvæsenets disciplinærnævn, som behandler klager over konkrete sundhedspersoners sundhedsfaglige behandling.
• Ankenævnet for patienterstatningen, som behandler klager over afgørelser fra patienterstatningen om behandlings- og lægemiddelskader.
• Det psykiatriske ankenævn, som behandler klager over afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn om blandt andet tvangsbehandling.

Sundhedsdata Styrelsen
Sundhedsdata Styrelsen stiller sundhedsdata, omhandlende aktivitet, økonomi samt kvalitet til rådighed for sundhedsprofessionelle, administratorer i regioner og kommuner samt den almene borger. Sundhedsdata Styrelsens formål er at skabe digitale løsninger, som er til gavn for patienter. De sørger for at fremme en sammenhængende it-kultur i sundhedsvæsenet, med fokus på patientsikkerhed. Yderligere har de også forskningsmæssige samt administrative formål i sundhedsvæsnet, hvor de stiller sundhedsdata til rådighed.


Statens serums institut (SSI)

SSI varetager:

• Overvågning, rådgivning og undervisning omkring smitsomme sygdomme og medfødte lidelsers forekomst, forebyggelse og bekæmpelse.
• Specialdiagnostik af infektionssygdomme samt autoimmune, medfødte og genetiske sygdomme.
• Forsyningssikring af vacciner, andre biologiske produkter og diagnostika ved egenproduktion.
• Beredskab mod biologisk terrorisme.
• Forskning og udvikling på internationalt niveau inden for instituttets aktivitetsområder, herunder drift af Danmarks National Biobank.

Det Etiske Råd
I det etiske råd rådgives og skabes debat om nye bio- og genteknologier der omhandler menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer. Der tages også stilling til etiske spørgsmål, der har at gøre med vores sundhedsvæsen.


Den nationale videnskabsetiske komité
Den nationale videnskabsetiske komite fungerer som ankeinstans for afgørelser truffet af de regionale videnskabsetiske komiteer. De sørger for at fastsætte vejledende retningslinjer samt sikrer kvalitetsudvikling, kvalitetssikring og læring i komitésystemet. Yderligere følger de forskningsudviklingen på sundhedsområdet, samt forståelsen af de etiske problemstillinger, som udviklingen kan medføre i forhold til sundhedsvæsenet og de sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer.


Sammenhængende patientforløb

Patientforløb handler om den måde forløbet er planlagt og organiseret på, og om samarbejdsrelationerne mellem aktørerne. I patientforløb forventer man er en lineær proces:

Kronologi + samarbejde mellem enheder og sektorer = sammenhæng.

Et pakkeforløb er et patientforløb, hvor de enkelte undersøgelser er lagt til rette med faste krav til tidspunkter og indhold. Pakkeforløbene omfatter hele forløbet, lige fra mistanke om en sygdom, gennem udredning, diagnosticering, behandling og efterbehandling. Som udgangspunkt følger pakkeforløbene et på forhånd booket forløb.

Der er lavet flere tiltag for at skabe et sammenhængende patientforløb for patienterne. Der er blevet lavet pakkeforløb, forløbsprogrammer for kronikere, EPJ og kontaktpersonordningen. Det giver et klart fokus på opgavefordelingen, samarbejdet og koordineringen, og det skal medvirke til at patienterne kommer i centrum og bliver inddraget, samtidig med at patienten oplever sammenhæng mellem overgangene i forløbet. Derudover skaber det en øget specialisering og standardisering.

Det moderne behandlingsforløb tager udgangspunkt i borgerens behov, evner og ønsker. På den måde får patienten hovedrollen i eget sygdomsforløb og inddrages fra start til slut. Derudover skal patienterne behandles og plejes så tæt på eget hjem som muligt, og helst undgå at skulle på sygehuset. Dette fordi det er en økonomisk belastning for samfundet, men også fordi patienterne trives bedst i kendte omgivelser. Regeringen ønsker altså at, den enkelte forbliver mest muligt borger og mindst muligt patient.

Der er flere ting der kan skabe et sammenhængende forløb for patienten, såsom en forventningsafstemning, fremdrift, muligheden for at orientere sig og samstemmende kommunikation. Derudover kan det skabe sammenhæng, at der er nogen der tager ansvar når forløbet hvis det går skævt, og at der bygges en bro mellem hverdagslivet og kontakten med sundhedsvæsenet. Dog kan det være meget forskelligt fra patient til patient, hvad der skaber sammenhæng for den enkelte. Man kan forestille sig vores patient har oplevet sammenhæng i forbindelse med udskrivelse til kommunal regi, idet der automatisk sker en vidensdeling sektorerne imellem. Der er allerede stillet hjælpemidler og plejeydelser til rådighed ved udskrivelse.