Beskriv MTV
MTV står for Medicinsk Teknologisk Vurdering og
omhandler en overordnet systematisk vurdering af de forudsætninger samt
konsekvenser, der kan forekomme ved at anvende medicinsk teknologi i
sundhedsvæsenet.
Medicinsk teknologi favner bredt og anvendes om
bl.a. lægemidler, apparaturer, medicinske og kirurgiske procedurer som anvendes
til forebyggelse, behandling, diagnostik, undersøgelse, pleje og
rehabilitering.
Modellen har til formål at klarlægge en grundig
vurdering samt overblik over de områder, hvor teknologien kan have betydning
ude i sundhedsvæsenet. Dette udføres ved hjælp af en dybdegående analyse
bestående af fire hovedelementer; teknologien, patienterne, organisationen samt
økonomien, hvor der analyseres på hvilke konsekvenser selve teknologien har i
praksis. Modellen fungerer på denne måde som et redskab, der kan bidrage til
beslutningstagen inden for sundhedsområdet.
Der findes tre grundlæggende principper i en
MTV:
- At den bygger på evidensbaseret viden
- At der er tale om en tværfaglig
helhedsvurdering
- At den retter sig mod beslutningstagen
En MTV udmunder i en rapport, som kan bidrage
til kvalitetsudvikling, bedre planlægning samt prioritering på sundhedsområdet.
MTV og diabetes
Vi har taget udgangspunkt i en MTV vedrørende
organisering af diagnostik og behandling af diabetiske fodsår. Vi har valgt at
anvende den sammenfattede udgave, som der er linket til herunder, da vi ikke
havde tid til at gennemgå den fulde MTV.
Vi fandt også MTV'er vedrørende nefropati og diabetes mellitus type 2, men da vores patient er amputeret, grundet diabetiske fodsår, valgte vi at arbejde videre med MTV'en omkring netop dette.
Organisatoriske perspektiv
Organiseringen af diagnostik og behandling af
diabetiske fodsår varierer regionerne imellem. Alle regioner har en mere eller
mindre veludviklet formel organisationsmodel baseret på opsporing hos
praktiserende læge og hjemmepleje. Der er mulighed for viderehenvisning til
sygehuse i alle regioner, selvom alle har en organisationsenhed med
specialiseret viden om fodsår, dog varierer det hvem og hvor mange som henvises
hertil.
Der er en
række problemstillinger ved den aktuelle organisatoriske praksis. Der peges på
særlige problematikker om almen praksis og kommunernes rolle i forhold til
opsporing og efterbehandling, og det er uensartet og uklar henvisningspraksis
mellem primær og sekundær sektor, samt internt mellem sygehusene. Dernæst peges
på et behov for at styrke organiseringen internt i regionerne, så der sikres en
mere ensartet praksis med tilstrækkelig høj grad af ekspertise til håndtering
af diabetiske fodsår. Samspillet mellem de forskellige behandlings aktører
fremstår som et kerneproblem med den nuværende organisatoriske praksis. Der
skal arbejdes på at styrke visitationspraksis og kommunikation om tilbud på
tværs af niveauerne. En anden vigtig forudsætning for at styrke samspillet er
udvikling af elektroniske kommunikationssystemer, som skal omfatte alle
relevante behandlings aktører.
I
organisatorisk forstand er opsporing og efterbehandling vigtige forudsætninger
for at skabe gode patientforløb, hvor almen praksis spiller en vigtig rolle i
forhold til begge faser. Det er meget vigtigt, at der skabes gode betingelser
for at almen praksis i fremtiden kan udfylde rollen som tovholder. Til sidst
skal der etableres bedre muligheder for monitorering af kvaliteten i de enkelte
dele af behandlingskæden, og i samspillet mellem de forskellige aktører.
Teknologiske perspektiv
Der findes kun svag eller moderat evidens for de
vurderede teknologier, som anvendes til diagnostik af infektion, angiopati og
neuropati i relation til diabetiske fodsår.
Diagnostiske teknologier til infektion er
særligt ringe. For angiopati findes to teknologier, som er baseret på moderat
evidens; perifer tåtrykmåling med strain-gauge teknik og Seldinger angiografi.
Til diagnostik af neuropati, er der moderat evidens for anvendelse af to
væsentlige kliniske undersøgelser: biothesiometri og monofilamentundersøgelse.
Evidensgrundlaget for optimal behandling af
diabetiske fodsår er fraværende eller i bedste fald svagt. Evidensen for
behandling af infektion er svag eller fraværende.
Infektion hæmmer sårheling og kan føre til en
amputation. Behandling af infektion med antibiotika bør derfor opstartes hurtigst
muligt. Abscesdannelse behandles ofte med drænage og dyb revision af såret. I
komplicerede tilfælde udføres større eller mindre amputationer. Trykaflastning
er også en veletableret behandling.
Det er af stor betydning, at der fokuseres på at
behandle andre lidelser, som associerer til diabetiske fodsår, fx
atherosklerose og hypertension.
Der findes kun en beskeden mængde litteratur,
som beskriver telemedicin i behandlingen af diabetiske fodsår, og det med svag
evidens. Dog ses der ved telemedicin en række organisatoriske og
patientrelaterede fordele. Generelt ses det, at der mangler målrettede
randomiserede kontrollerede kliniske studier inden for en række specifikke
diagnostik- og behandlingsteknologier ved behandlingen af diabetiske fodsår.
Som tillæg til dette kunne man anvende konsekutiv registrering af anvendte
teknologier på specifikke patientforløb.
Patientperspektivet
Analysen af patient elementet omfatter hvilke
konsekvenser samt gevinster teknologien kan have for patienten. Dette omfatter
de psykologiske og sociale forhold samt de etiske perspektiver der er relevante
i forhold til hvilken undersøgelser der er tale om.
Patienter med diabetiske fodsår oplever
symptomerne som uskyldige men med den konsekvens at deres behandling og sygdom
ofte forsinkes eller forværres. Det viser sig at mange ofte undervurderer
sygdommens alvor, og mange tror at den kan kureres med diæt, motion og lidt
medicinsk regulering, indtil sygdommen er fikset og at man herefter er rask.
Dette fører ofte til at patienterne først opfatter alvoren når fodsårene er
opstået. Desuden gælder dette aspekt også behandlere, der ofte heller ikke er
tilstrækkeligt klar over alvoren af symptomerne, og først opdager dem når
skaden er sket. Derved er de yderligere med til at forsinke en effektiv indsats
hos patienterne.
Derfor er der brug for en øget oplysning og
undervisning om diabetiske fodsår, hvordan de forebygges, diagnosticeres samt
behandlingen, både blandt patienter samt behandlere.
Patienter med diabetiske fodsår er ofte
kendetegnet ved at de lider af flere forskellige sygdomme, samt at de er
socialt udsatte. Sygdommen rammer oftere mænd end kvinder. Personerne med
diabetiske fodsår er ofte socialt isolerede og har relative lave uddannelser,
og derfor også lav social og økonomisk status. Disse faktorer begrænser
deres muligheder og adgang til pleje og øger derfor risikoen for amputation.
Sygdommen bidrager yderligere til begrænsninger for disse patienter, og gør
deres position sårbare som fører til tab af selvværd og nedsat livskvalitet.
Dette fordrer til at de har endnu sværere ved at kapere sygdommen og derved
overholde restriktioner for at såret kan hele optimalt.
Ydermere er situationen ikke kun en belastning
for patienterne selv, men også for deres omgivelser som kan lede til konflikter,
vrede og frustrationer, som igen konfronteres med økonomisk og social ulighed.
For at kunne opretholde en tilfredsstillende
behandling for patienter med diabetiske fodsår, er helhedstænkning et centralt
begreb for at mindske risikoen for unødig sygeliggørelse. Oftest knækker snoren
når patienten udskrives og skal overdrages til eget hjem. Patienterne undlader
ofte at fortælle om deres private forhold, og omvendt undlader behandlere ofte
at spørge fordi der herskes tvivl om hvad disse oplysninger skal bruges
til.
Ofte stilles der urealistiske krav til
patienterne om egenomsorg, som gør at patienterne skammer sig og derved ikke
fortæller om deres forsømmelser.
Den optimale og tillidsfulde kommunikation
mellem patient og behandler opnås bedst ved helhedstænkning, og på den måde
foretrækker mange patienter oftest at blive behandlet på centre eller ved brug
af telemedicin, hvor der tages hensyn til at patienternes ønske om en
tilværelse på lige fod med aktive og ligeværdige samfundsborgere med adgang til
arbejde og socialt samvær.
Det økonomiske perspektiv
For at beskrive de
samfundsøkonomiske omkostninger ved diagnostik og behandling af diabetiske
fodsår, er der i MTV'en taget udgangspunkt i et svensk studie af Apelqvist et
al.
I dette studie skønnes det, at der
anvendes mellem 152.800-254.800 kr. pr. patient årligt, til behandling af
patienter med fodsår, der efterfølgende heler. Derudover skønnes det, at
omkostningerne til patienter med fodsår, der efterfølgende får foretaget
amputation ligger mellem 407.900-597.300 kr. årligt pr. patient.
I 2006 var incidensen af patienter,
der behandles for diabetiske fodsår 3.173 patienter og 2009 var antallet faldet
til 3.010patienter.
Det er på baggrund af omkostningerne
ved behandling af den årlige incidens af patienter med diabetiske fodsår i år
2006 beregnet til 793 mio.kr. Her udgør den største andel med ca. 44%
omkostningerne til hjemmehjælpen, mens hhv. 36% og 20% udgør omkostningerne ved
indlæggelse og ambulant behandling.
Refleksioner
Vi snakkede om, hvad formålet med MTV’en er, er der en bestemt teknologi der
skal implementeres? I MTV’en kunne vi læse, at formålet er som følger:
“MTVen skal således levere et grundlag for
vurdering af, om der er behov for at tilpasse organiseringen og for at
udarbejde nationale kliniske retningslinjer på området. I rapporten fokuseres
på at levere relevant, alsidig evidensbaseret viden om:
- effekten af diagnostik og behandling af
diabetiske fodsår
- patienters oplevelse af sygdommen og af organiseringen
af diagnostik og behandling
- den nuværende organisering og hvordan
diagnostik og behandling hensigtsmæssigt tilrettelægges fremover
- de økonomiske omkostninger ved diabetiske
fodsår”
Vi undrede os over, at det ikke var en del af
opgaven at gengive formålet med den udvalgte MTV, men vi snakkede så i stedet
om det i gruppen og nåede frem til, at det giver god mening at gennemgå de
behandlingstilbud der findes på området for diabetiske fodsår, for at finde ud
af, om der skal ændres ved den nuværende indsats og de tilbud, der findes.